"Klokkerne" af Edgar Allan Poe er et af hans mere kendte digte, selvfølgelig efter mesterværker som "The Raven". "Klokkerne" tolkes oftest som en allegori for livets årstider, fra ungdommens smukke sølvklokker til de skræmmende jernkirkeklokker, der tærer på alderdom og død. Det uhyggelige i digtets emne bliver tydeligt, når læseren indser, at dette digt blev sendt til offentliggørelse af Poe i 1848 og blev udgivet kort efter hans død i 1849. Digtet omhandler temaer som frygt for døden og det uundgåelige udviklingen af livscyklussen fra ungdom til død.
Digtet er opdelt i fire dele. I det første afsnit beskriver højttaleren de muntre og smukke klingende lyde af sølvklokker. Han siger, at de forudsiger en verden af munterhed, og de har en tydelig melodi. Sølvklokkerne er som stjerner på himlen. I det andet afsnit beskriver taleren gyldne bryllupsklokker. Også disse klokker ringer en gylden harmoni, der forudsiger en smuk fremtid for ægteparret. Det tredje afsnit ændrer sin tone med fokus på uskadelige alarmklokker. De skriger ud af frygt, og de klirrer og støder sammen frem for at give en musikalsk kvalitet som de tidligere sæt klokker. Der er en bestemt følelse af fortvivlelse og frygt ved disse klokkers vrede lyde. Det fjerde afsnit beskriver tolling jernklokker. Disse klokker er truende, og de tænker på billeder af ghouls og deres onde konge. Jernklokkerne hulker, stønner og stønner, ligesom klokkerne på en kirkegård under en begravelse.
